Det stod øverst på ønskelisten fra gymnasiepartnerskabet i Uddannelse for Bæredygtig Udvikling og nu er det en realitet. Folketinget har ændret gymnasiernes formålsparagraf, så at miljø og klima nu indgår som dannelsesperspektiver i formålet med de gymnasiale uddannelser. Lovændringen blev vedtaget af et bredt politisk flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, DanmarksDemokraterne, Liberal Alliance, Konservative, Enhedslisten, Radikale, Dansk Folkeparti og Alternativet. Og den træder i kraft med det nye skoleår.
Ændringen får store konsekvenser, spår Mads Strarup, der er vicerektor på Herlev Gymnasium og for tre år siden var en af initiativtagerne til Gymnasieskolernes Klimaalliance.
“Det vil betyde, at de elever der starter efter sommerferien (og deres forældre) kan forvente en forandret måde at tænke undervisning og læring på. Måske ikke lige fra dag 1, men løbende. Derfor skal hvert enkelt gymnasium – gerne i en fælles dialog mellem elever, lærere og ledelse – nu også overveje hvordan og på hvilke måde, de vil imødekomme og indfri den forpligtelse, som vores politikere nu har lagt ned i sektorens allerdybeste og mest retningsgivende formuleringer.”
På Det frie Gymnasium, hvor eleverne er noget mere klimabevidste end gennemsnittet, er rektor Sara Mac Dalland i tvivl om, hvor meget, den ændrede formålsparagraf reelt vil kunne mærkes i hverdagen. Men hun forestiller sig, at det vil bidrage til større systematik i måden man arbejder med klima og bæredygtighed og mere synliggørelse af det, der foregår i og uden for undervisningen.
“Mange af vores lærere arbejder allerede meget med bæredygtighed i undervisningen. Men jeg tror, at vi kommer til at arbejde mere systematisk med miljø og klima og med en bæredygtighedsstrategi, og at dem som mener, at et bæredygtighedsdannelsesbegreb er vigtigt, vil stå stærkere,” siger hun.
Sidder man som gymnasium og tænker, hmm, hvordan skal vi lige komme i gang med at sætte fokus på klima, miljø og bæredygtighed, så kunne man som en start tilmelde sig den nationale klimahandledag, der løber af stablen den 22.9.2023. Du kan læse mere om arrangementet og tilmelde din skole her.