Modeshow, sy-værksted, genbrugsguld og grøn kantinemad er blandt ingredienserne.
Musikken drøner ud af højttalerne, og ved langbordene i skolens spiseområde sidder eleverne tæt. Det er spisefrikvarter og som led i Risskov Gymnasiums årlige genbrugsuge, skal lærerne efter planen gå modeshow i genbrugstøj.
I ugerne op til genbrugsugen har der stået kasser i vandrehallen, hvor eleverne har kunnet aflevere det tøj, de ikke længere gider gå med, og så kan andre købe det for en mindstepris på fem kr. pr beklædningsgenstand. Pengene for tøjsalget går til RAS, som er en fond, hvor mindrebemidlede elever kan få tilskud til deres studieture.”Sidste år blev næsten alt tøjet solgt i kølvandet på modeshowet,” siger Sumaya fra 3x, der sidder klar ved et af langbordene.
”Det skaber noget fællesskab og gør, at vi snakker sammen på tværs af klasserne. Der er også blevet lagt en hel masse op om genbrugsugen på SoMe,” siger Tobias fra 3.u.
”Jeg har liket det hele – så du, at de have taget billeder af en masse forskellige outfits, og så kunne man stemme på det, man syntes var det fedeste. Det er hyggeligt at der sker noget,” supplerer klassekammeraten Marius og tilføjer, at der tidligere på ugen var arrangeret tip-en-13 om klimaspørgsmål.
”Der var nogle megafede præmier – og så var det samtidig lærerigt,” siger Marius.
Ingen af de to drenge sidder i gymnasiets miljøråd, men de bakker op om de grønne tiltag:
”I går serverede kantinen linseburger – det smagte faktisk ret godt, så det var et stort hit, og så tror jeg også, de solgte det lidt billigere, end de normalt gør. Men altså i morgen er der flæskestegsandwich på menuen, så det er ikke grønt det hele,” griner Tobias.
Vegetarmad på menuen
Kantinen på Risskov Gymnasium har fokus på økologi og serverer vegetarmad en til to gange om ugen.
”I løbet af de seneste fem år har vi serveret mere vegetarisk mad, mere grønt, mindre kød. Det bliver lige så stille bedre. I 2018 fik vi bronzemærket i økologi, og nu arbejder vi på at blive det første gymnasium i landet, der få sølvmærket i økologi,” siger Mikkel, der er gymnasiets kantinechef.
Han erkender, at der er nogle af eleverne, det står af, når der er vegetarmad på menuen, og at der ikke er ingen tvivl om, at chili con carne sælger bedre end versionen uden kød, men kantinen forsøger aktivt at få flere over i de grønne retter.
”For at lokke flere til at smage linseburgeren i går, serverede vi smagsprøver, så eleverne havde mulighed for at se, om det var noget for dem, inden de købte” siger Mikkel og tilføjer, at mange af eleverne på den måde opdagede, at linseburger faktisk smager ret godt.
Fedt lærerne gider
Justin fra 3x sidder sammen med klassekammeraterne Sumaya og Sofie. Eleverne ser op fra deres skåle med chili sin carne og kommenterer lærerne, der enkeltvis eller to og to kommer gående forbi.
”Jeg synes det er fedt, at lærerne stiller op til der her,” siger Sofie fra 3.x, da de første lærere kommer ned ad gangen iført en kulørt samling klude, der ser ud til at være mere eller mindre tilfældigt sat sammen.
”Det betyder, at vi kommer herud og spiser i stedet for at sidde i klassen,” supplerer Justin.
Han fortæller, at genbrugsugen ikke har fyldt ret meget i undervisningen i hans klasse i denne uge, men at det muligvis skyldes, at han går i en mat/fys-klasse.
”Jeg tror, de snakker mere om det i samfundsfag. Men selvfølgelig har vi lagt mærke til, at genbrugsugen er der,” siger han og slår ud med armene mod tøjstativerne langs halvmuren og de mange tøjstykker, der hænger ned fra loftet i vandrehallen.
Genbrug hitter
Justin bidrager selv til miljøet ved at aflevere tøj til genbrug og cykle i skole, og så samler han også imellem pant.
Også Sofie er med hoppet med på genbrugsvognen: ”En fra vores klasse arbejder i en genbrugsbutik og i tirsdags var vi nogle stykker, der tog derned for at købe tøj. Jeg købte fx denne her,” siger hun og trækker ud i ærmet på sin sorte rullekravebluse.
Efter en enkelt runde omkring kantinens langborde forsvinder den lille flok lærere ind på lærerværelset igen.
”Var det det hele? spørger Justin lettere skuffet.
Udover modeshow og salg af genbrugstøj, har genbrugsugen også budt på blandt andet sy-workshop, hvor eleverne kunne komme og reparere deres tøj, ligesom der er planlagt en auktion.