Den danske uddannelsesverden har modtaget et kæmpe grønt skulderklap, der skal rykke både gymnasieelever, børnehavebørn og voksne på efteruddannelse til en grønnere fremtid.
Hele 16 millioner kroner. Det er hvad de otte partnerskaber for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (UBU) nu har fået i støtte frem til 2027. Det grønne skulderklap skal – sammen med en finanslovsbevilling på 4 millioner kroner – skabe et solidt grundlag for, at børn, unge og voksne i hele Danmark aktivt kan bidrage til et bæredygtigt samfund.
Det er fire fonde, der er gået samen om den vigtige bevilling, nemlig Villum Fonden, Nordea-fonden, Grundfos Fonden og Novo Nordisk Fonden.
“Det her er virkelig stort,” siger Emilia Bøge Caliskan, forretningsudvalgsmedlem i Danske Studerendes Fællesråd (DSF) og fortsætter: “Vi har i elev- og studenterbevægelsen kæmpet siden 2021 for, at vores uddannelser skal tage vores fremtid alvorligt. Nu står hele sektoren – både ledere, undervisere, elever og studerende sammen om at få grøn omstilling og bæredygtighed ind i kernen af vores uddannelsessystem. Hvilket giver grobund for at kunne finde nye initiativer og sætte handling bag. For nuværende og fremtidige generationer.”
De otte partnerskaber har i tråd med FN’s Verdensmål udarbejdet en ambitiøs plan for at få bæredygtighed ind i uddannelserne. Målet er at alle i Danmark skal (ud)dannes bæredygtigt og dermed være i stand til at skabe et mere bæredygtigt samfund.
UBU’s metode til at opfylde den ambition bliver især udviklings- og netværksaktiviteter, konstruktiv kommunikation og vidensdeling, konferencer og webinarer, politisk fortalerarbejde, øget ungeengagement – og ikke mindst at styrke partnerskabernes egne initiativer, der når ud til hele uddannelsessektoren.
Opråb fra ungdommen
Baggrunden for bevillingen er et opråb i 2021 fra den samlede danske elev- og studenterbevægelse og Den Grønne Ungdomsbevægelse. De krævede ”Uddannelser for fremtiden”. Opråbet er nu omsat til et omfattende samarbejde med uddannelsesorganisationer, fagforeninger, arbejdsgivere og grønne organisationer – fra dagtilbud til videregående uddannelser, voksen- og efteruddannelse og folkeoplysning.
“Vi har en ungdomsgeneration, som tripper for at handle og gøre snakken om grøn omstilling til konkret virkelighed. Med skolestrejker, kreative kampagner og opråb stiller de grønne krav til deres uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. De kræver at blive taget alvorligt, når de siger, at de vil uddannes til fremtiden. Vi skal alle have en forståelse af, hvad det vil sige at leve bæredygtigt, og et skridt i den retning er at sikre, at bæredygtighed indgår i hele vores uddannelsessystem,” siger Thomas Ravn-Pedersen, direktør i Verdens Bedste Nyheder.
Opbakningen på tværs af uddannelsessektoren til netop Uddannelse for Bæredygtig Udvikling er udtryk for en voksende erkendelse af, at den grønne omstilling ikke kun kræver teknologiske løsninger og økonomiske afgifter. Der skal adfærdsændringer og viden om bæredygtig udvikling til. Her spiller uddannelse en afgørende rolle. Grønne kompetencer skal styrkes indenfor alle fagligheder. Handlemod og håb skal fremmes frem for afmagt og fremtidsfrygt.
Unik mulighed for Danmark
Internationalt har UNESCO arbejdet med Uddannelse for Bæredygtig Udvikling i årtier, og nu får Danmark en unik mulighed for at gå foran, vise vejen og få andre med. Men Danmark bliver ikke et grønt foregangsland indenfor bæredygtig uddannelse, fordi vi ønsker os det rigtig meget. Og det skal ikke være op til den enkelte lærer, pædagog eller skoleleder, om bæredygtighed prioriteres. Det kræver politiske prioriteringer. Derfor er en central del af partnerskabernes arbejde at fremme en systemisk tilgang.
Kim Nøhr Skibsted, direktør for Grundfos Fonden, har været med til at samle de fire fonde om støtten. Om projektet siger han:
”Vi anser det som en national opgave at tænke på kloden og dem, der kommer efter os ved at sikre bæredygtig dannelse. De unge ved, hvad der skal til og der er allerede taget et kvantespring ved, at så mange partnere er gået sammen om en lang række forslag til, hvordan bæredygtighed kan fremmes i både uddannelsernes indhold, drift og samarbejde med omverdenen. Den mission vil vi gerne understøtte og bidrage til at råbe politikerne op.”
Kompleks undervisning
Partnerskabernes kommende fokus vil blandt andet være på efteruddannelse, som er en gennemgående barriere på tværs af uddannelsessektoren i forhold til at få arbejdet med bæredygtig (ud)dannelse op i fart.
”Blandt undervisere er der et stort gåpåmod og vilje til at tage ansvar og ruste børn og unge til at adressere vor tids store kriser. Men vi ved også, at mange lærere oplever det som en udfordring at undervise i bæredygtighed på grund af emnets kompleksitet. De efterspørger både bedre undervisningsmaterialer og efteruddannelse. Vi skal dele gode erfaringer og skubbe på for, at UBU også integreres i uddannelsernes lovgivning og rammeværk”, siger Niels Jørgen Jensen, der er næstformand for Danmarks Lærerforening og tovholder for UBU-partnerskabet for grundskolen.
Uddannelse for Bæredygtig Udvikling
De otte UBU-partnerskaber blev etableret med støtte af daværende Børne- og Undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil i foråret 2022 og består af 80 organisationer; elev- og studenterorganisationer, fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, grønne organisationer m.fl. som arbejder sammen om at styrke befolkningens kompetencer i det brede bæredygtighedsbegreb – det vil sige forholdet mellem den miljømæssige, sociale og økonomiske bæredygtighed – i tråd med FN’s Verdensmål.
En del af arbejdet handler om at synliggøre og udbrede de mange gode erfaringer fra ildsjæle på alt fra gymnasier, erhvervsskoler og friskoler til højskoler, universiteter og biblioteker i hele landet, som arbejder med at styrke bæredygtighed.
UBU-Partnerskabernes arbejde blev med finansloven for 2024 støttet af Børne- og Undervisningsministeriet med 4 mio. kr. frem til 2027. Herudover støtter Villum Fonden, Nordea-fonden, Grundfos Fonden og Novo Nordisk