Den 7. marts 2025 blev en dag fyldt med engagement, fællesskab og bæredygtige visioner på Risskov Gymnasium (RiG). Med FN’s verdensmål som omdrejningspunkt samlede dagen elever, ansatte og eksterne samarbejdspartnere til en inspirerende og meningsfuld oplevelse, hvor vi sammen blev klogere på, hvordan vi kan bidrage til en RiGere verden.
Aarhus Borgmester Anders Winnerskjold satte en højtidelig og motiverende ramme for dagen med sin åbningstale, hvor han understregede vigtigheden af fælles handling for en bæredygtig fremtid. Derefter tog tidligere RiG-elev Tor Fabian over og skabte energi og sammenhold gennem en fælles træningssession med Sick Project. Det var en kraftfuld start, der mindede os om, at bevægelse og fællesskab hænger uløseligt sammen.
Workshops med mening
Efter den fælles start fordelte skolens elever og ansatte sig på 28 forskellige workshops, som bød på en bred palet af spændende og lærerige aktiviteter. Fra kreative projekter med genbrugsmaterialer til inspirerende møder med eksterne organisationer som ParaSport Danmark og Kirkens Korshær – dagen bød på hands-on læring og refleksion over vores fælles ansvar for verden, os selv og hinanden.
Elever og ansatte arbejdede ivrigt på at fremstille smykker, scrunchies og insekthoteller, mens andre fordybede sig i spørgsmål om social bæredygtighed, bæredygtig litteratur og global ulighed. Den brede variation af workshops viste, hvordan alle kan finde deres egen vej til til en grønnere og mere bæredygtig hverdag.
Fremtidige ringe i vandet
Bæredygtighedsdagen på Risskov Gymnasium var mere end blot en enkeltstående begivenhed – den markerede startskuddet på en hverdag, hvor skolens elever og ansatte aktivt vil arbejde videre med bæredygtige initiativer på hele skolen. Med nye indsigter, handlemuligheder og fællesskaber blev dagen en stærk påmindelse om, at vi sammen kan gøre en forskel – både lokalt og globalt.
