Elever fra Rødkilde Maringruppe udplanter ålegræs i Vejle Fjord
Solen brager ned over Vejle Fjord på otte sortklædte skikkelser, der flyder rundt i overfladen, pakket godt ind mod kulden i våddragter og dykkermasker. Det er elever fra 8.klasse på Juelsminde Skole, som er på besøg hos Rødkilde Maringruppe, som har eksisteret på Rødkilde Gymnasium i mere end 15 år.
Vejle Fjord har det – som mange andre dele af de danske farvande – skidt, men Maringruppen forsøger gennem oplysning og en aktiv indsats at bedre forholdene for fisk og bundplanter. Derfor deler Maringruppen gerne sine erfaringer. De har jævnligt besøg af folkeskoleelever og deltog sidste efterår i et arrangement på Kattegatcentret, hvor de delte deres viden med andre ungdomsuddannelser.
Mens halvdelen af de besøgende folkeskoleelever er på opdagelse ved et stort muslingerev i fjorden, fortæller den pensionerede naturvejleder Steen Hedrup den anden halvdel om, hvordan stigende vandtemperatur og øget tilførsel af næringsstoffer påvirker livet i havet, og hvordan den frivillige forening Vejle Fjordhaver, som han er næsformand for, forsøger at bedre vankvaliteten i fjorden”.
“Man kan plante ålegræs, for at ilte vandet bedre og udlægge muslinger, som filtrerer vandet og spiser mange af de næringsstoffer, som vaskes ud fra landbruget. På den måde kan man forbedre vandkvaliteten,” siger Steen Hedrup.
Maringruppen
Maringruppen er en gruppe på ca. tyve elever, som ved siden af og ind imellem også i stedet for den almindelige undervisning arbejder med marinbiologi på et avanceret og praktisk niveau.
Gruppen følger og dokumenterer bl.a. udviklingen på et nyanlagt stenrev ved Tirsbæk Strand, og foretager systematiske målinger af eksempelvis miljøforstyrrende stoffers indvirkning på blåmuslingerne i Vejle Fjord.
En ålegræsskov
Muslingernes rensende effekt bliver tydeligt, da Rødkilde Maringruppe senere på dagen sejler ud i deres hurtigtsejlende gummibåd for at udplante nogle af de ålegræsstiklinger, folkeskoleeleverne har bundet tidligere på dagen.
“Man kan tydeligt se, at vandet ved muslingerevet er væsentligt klarere end i resten af fjorden,” siger Maria Dahm, der er biologilærer på Rødkilde Gymnasium og er ansvarlig for Maringruppen. “Derfor forsøger vi at anlægge en ålegræsplantage her.”
Hun fortæller, at gymnasiet tidligere har deltaget i projektet Sund Vejle Fjord, som Vejle Kommune var ansvarlig for. Her plantede Maringruppen ålegræs længere ude i fjorden, hvor den er mindre forurenet. Men nu har gymnasiet på egen hånd besluttet at gentage forsøget længere inde i fjorden.
“Skal det lykkes at få ålegræsset til at gro noget sted i inderfjorden, må det være her,” siger Maria Dahm og peger i retning mod muslingebanken.
To 2.g elever skiftes til at ‘dykke’ ned på den mudrede fjordbund en meter nede for at plante i alt 125 ålegræsstiklinger i et sindrigt system. Gå alt vel er et område på 13 m2 på bare to år blevet til en hel lille tangskov.
“Og dør ålegræsset, ja så er der også noget læring i det,” smiler Maria Dahm.
Se billederne fra dagen (fotos: Kathrine Erbo og Birgitte Vestermark)