”Hold da op. Der er godt nok forsvundet meget,” siger Ella Kiilerich, og bladrer gennem de halvtomme tøjstativer, der i denne uge er placeret i Risskov Gymnasiums vandrehal. Der er tøjbytteuge på gymnasiet og meget af det tøj, eleverne afleverede i løbet af sidste uge har allerede fundet nye ejere.
”Folk kommer hele tiden forbi, så tøjstativerne står et godt sted,” pointerer Selma Christoffersen fra 3B.
Det meste af tøjet er pigetøj, men ikke det hele.
”Her er fx et par drengebukser, ” siger Mathilde Færch fra 3A og holder et par cowboybukser frem.
Hun suppleres straks af Signe Rørstrøm fra 3.V, der spontant udbryder: ”Prøv lige at se, den her vinterjakke. Den er virkelig lækker.”
De fire piger roder lidt rundt i tøjkasserne og begynder at hænge tøj op på bøjler, så stativerne er fyldt på ny. Ella har forelsket sig i en lyserød badedragt, som hun overvejer, om hun kan passe.
Uanset om man tager et par shorts eller en varm sweater, er prisen fem kroner, men man er selvfølgelig velkommen til at betale mere. Indtægten går ubeskåret til skoleforeningen RAS, hvor økonomisk trængte elever kan søge penge til studieture.
Reparation og redesign
I forbindelse med tøjbytteugen har der også været fokus på reparation og redesign. Mandag i første modul kunne dem, der havde lyst deltage i en strikke- hækle workshop, være med til at reparere det indkomne tøj eller recycle det ved for eksempel at sy bukser om til shorts. Der er også et designhold fra 2. g, der har produceret bæredygtigt tøj til tøjbytteugen.
I morgen har Miljørådet overtalt fire-fem lærere til at lave modeshow og gå catwalk i noget af genbrugstøjet for at skabe opmærksomhed om det klimavenlige event. Og der er også planlagt en klima-kahoot.
Flere initiativer
Tøjbytteugen er af kun et af flere initiativer fra Risskov Gymnasiums Miljøråd, der har ikke færre en 42 medlemmer, der også tæller fem lærere, uddannelsesleder Allan Bohnstedt og gymnasiets pedel.
Oprindeligt var gymnasiet med i det landsdækkende initiativ Fem Fede Dage, der hver dag i en uge sætter fokus på ét aspekt af bæredygtighed. Men det er nu erstattet af en fuld uge med fokus på tøjbytte og en hel uge med fokus på transport.
Transportugen finder sted til april og har til formål at få flere til at tage cyklen i skole. Miljørådet lover, at der vil være gode præmier til den klasse, der cykler flest kilometer, og planen er, at elever, der i transportugen cykler eller går i skole, bliver mødt med kaffe og croissanter.
En del af eleverne på Risskov Gymnasium har langt til skole, og mange har adgang til bil, og derfor vil Miljørådet i transportugen også promovere en samkørselsapp, for at få flere til at køre sammen, så det bliver mindre klimaskadeligt at tage bilen.
I det hele taget har rådet fokus på at sænke de løftede pegefingre og gøre det nemt og sjovt at være mere bæredygtig.
Engagerer nye elever
Miljørådet står for et særligt studiemodul på grundforløbet. Det indeholder blandt andet forskellige konkurrencer, som skal gøre de nye 1.g’er opmærksomme på miljø- og bæredygtighedsdagsordenen.
”For at sætte fokus på affaldssortering, var en af aktiviteterne, at de skulle kaste til måls efter nogle skraldespande, og ramme de rigtige huller,” fortæller Signe. En anden konkurrence gik ud på at lave en klimarap.
”Arrangementet var en megasucces. Det er jo også hyggeligt for de nye elever at blive rystet sammen på en sjov måde,” pointerer Ella.
Der var også en konkurrence i biologi, om hvem der kunne lave den mest klimavenlige ret, der samtidig var sund og lækker. Så sad eleverne og regnede på de forskellige retters CO2 aftryk. Vinderen blev en falafelwrap, som blev sat på kantinens menu.
”De gik virkelig op i det. Og det gav også noget street credit til de 1. g’er, der havde fundet på falafelwrappen, og så sælger den i øvrigt virkelig godt,” smiler Ella.
Mindre madspild – mere vegetar
I kantinen betaler eleverne nu efter, hvor store portioner de tager, og det har reduceret madspildet på gymnasiet markant, ligesom plastikservice er skiftet ud med papbakker og trægafler.
”Og hvis kantinen har en mase grønsager til overs, så laver de suppe, som er noget alle kan lide, og det mindsker madspildet,” fortæller Selma.
Kantinen gør i øvrigt ikke særligt opmærksom på, når der er vegetarretter på menuen. Det er der bare, og fx har en del af drengene efterhånden fundet ud af, at de kødfrie retter egentlig smager helt ok.
”Indimellem er der også mulighed for lige at drysse lidt bacon over, hvis der fx er kartoffel-porresuppe på menuen, så det kan gøre det lidt nemmere for flere at træffe grønne valg,” siger Ella.

Arbejdsgrupper
De mange medlemmer af Miljørådet er delt ind i en lang række underarbejdsgrupper efter interesse, og fordi det er nemmere at arbejde i små enheder. Der er fx en Plænecafégruppe, en plantegrupper, en gruppe der, arbejder med hvordan gymnasiet kan få solcelleanlæg og en gruppe, der har arbejdet med at få mere klimavenlig belysning på gymnasiet.
Miljøudvalget har også brugt nogle timer om eftermiddagen på at forskønne skolens udearealer og upcycle nogle paller med forskellige malingrester, de fandt hjemme i deres forældres garager.
Tanken er, at man ved at lave nogle attraktive udearealer kan få eleverne til at bruge dem mere, men Miljørådets medlemmer syntes også, det var et fedt projekt at deltage i.
I det hele taget er der en god stemning omkring Miljørådet, og de tænker meget i at lave aktiviteter, som er sjove. Rådet får meget opmærksomhed, og det gør det også attraktivt at være med.
I løbet af foråret afholder skolen en Tuesday for Change, hvor de samler hele personalet og alle udvalg, og hvor man sammen arbejder med bæredygtighed og kan pitche ideer til aktiviteter eller initiativer for hele skolen.