Ledelsen på Faaborg Gymnasium ville gerne have lærerne til at arbejde mere aktivt med bæredygtighed i undervisningen i alle fag. Men i stedet for at komme med et ledelsesdekret ovenfra, besluttede de i Faaborg at vende tingene på hovedet og starte nedefra. Derfor fik eleverne spørgsmålet: Har I gode forslag og input til, hvordan man kan undervise bæredygtigt i de forskellige fag.
Eleverne i skolens miljøudvalg kastede sig entusiastisk over opgaven og udarbejdede et katalog med ideer. Ledelsen valgte helt bevist at holde sig på sidelinjen, og hverken kigge eleverne over skulderen eller censurere i de planer og ideer, der kom frem. Resultatet var et frodigt og vidtforgrenet dokument, der boblede af energi og som alt andet, der vokser vildt, selvfølgelig også indeholdt regulære vildskud.
Næste led i processen var en diskussion lærerne imellem. Nogle ideer blev straks afskrevet som umulige at gennemføre, fordi de var helt uden for læreplanen, eller fordi eleverne simpelthen havde misforstået noget. Fx at naturfilosofferne ikke reelt har noget med natur at gøre.
”Men mange forslag kunne lærerne direkte bruge, og andre inspirerede dem til selv at tænke i andre måder at gøre det på,” forklarer rektor på Faaborg Gymnasium Jesper Hasager Jensen.
Ledelsen har efterfølgende fulgt op på implementeringen af de mange nye tanker i de månedlige samtaler, som lærerne holder med deres nærmeste leder.
Jesper Hasager Jensen erkender, at det er meget forskelligt fra fag til fag, hvor meget lærerne har taget bæredygtighedsideerne til sig.
”Det der overraskede mig mest, var faktisk, hvor positivt nogle af lærerne i de humanistiske fag tog imod udfordringen. Vi havde fx en nyansat dansklærer, som sendte eleverne ud i naturen – den har vi rigeligt af omkring gymnasiet – for at optage videoer, om hvad natur betød for dem, og hvordan de forstod forskellige litterære tekster på en ny måde, når de sammenholdt det med den omkringliggende natur,” fortæller Jesper Hasager Jensen med et smil.
Han tilføjer, at dansklærerne også introducerede eleverne for klimatekster, og at de i klasser med elever, som var flyttet fra by til land fx tog udgangspunkt i, hvad den oplevelse havde betydet for dem.
”I de naturvidenskabelige fag syntes lærerne jo allerede, at klima og bæredygtighed fyldte meget i undervisningen, så for at imødekomme elevernes ønske om et større grønt fokus, handlede det mere om at italesætte bæredygtighedselementet, når de underviste i de forskellige emner,” siger Jesper Hasager Jensen.
Men det er ikke lykkedes at knække klimanødden hele vejen rundt. For fag som filosofi og oldtidskundskab har det vist sig rigtig svært at få et bæredygtighedsfokus ind i undervisningen, og det samme var tilfældet for matematik.
”Men her er vi hjulpet af, at vi er med i et projekt omkring det store universitetshospital, de er ved at bygge i Odense. Der er krav om, at det skal være et bæredygtigt byggeri, og vores elever er med til at regne på, hvordan man kan gøre det så klimavenligt som muligt, så på den måde har de kunnet inddrage bæredygtighedsperspektivet i matematikundervisningen også,” påpeger Jesper Hasager Jensen.
Jesper Hasager Jensen er ikke længere rektor på Faaborg Gymnasium. Hvis du har spørgsmål til initiativet kan kontakte Faaborg Gymnasiums uddannelsesleder Morten Østerlund Krog.