Nyhedsbrev

"(*)" indikerer påkrævede felter

Navn
14. marts 2023

For andet år i træk afholdt DGS Klimatopmøde for landets gymnasieelever. Det første år meldte lærerne eleverne til i hele klasser, mens det i år var op til eleverne selv, om de ville deltage. Og det var der rigtig mange, der gerne ville. Mere end 120 gymnasieelever fra hele landet satte den 23. februar kursen mod Vejle for at blive inspireret til arbejdet med bæredygtighed i hverdagen.

“Formålet med dagen var at give eleverne håb. Håb om at vi kan gøre en forskel og håb om, at unge ikke bare sidder alene med deres bekymringer om klimaet og planetens fremtid,” siger Madeleine Steenberg Williams, der er forkvinde i DGS.

Hun holdt dagens åbningstale og derefter blev eleverne sendt på speeddating, inden de samledes til fælles oplæg med klimaforsker Maria Toft.

“Vi var helt vilde med hende, og hun havde nogle spændende bud på, hvordan man kunne ændre på verden i fællesskab, men også som individ,” siger Madeleine Steenberg Williams, der mener, at alle kan have gavn af at høre Maria Toft.

Rosa Il Wol Jensen, der går i 3. g og er medlem af Frederiksberg Gymnasiums Miljøudvalg er enig.

“Maria Toft gav os nogle virkelig spændende nye perspektiver, for eksempel fortalte hun om undersøgelser, der viste, at folk, der lever i økosamfund generelt er mere lykkelige end resten af befolkningen. Det syntes jeg var ret tankevækkende, og så er hun en virkelig god formidler.”

Efter fællesoplægget var der workshops, hvor eleverne blandt andet kunne lave deres egne bæredygtige muleposer og blive klogere på hvad man kan gøre for at forbedre sit lokale miljøudvalg.

“Vi diskuterede nogle af de udfordringer, vi hver i sær står med, og hvordan man kan håndtere dem. På mit gymnasium handler det især om, at det kan tage lang tid at få gennemført projekter, især når kommunen skal ind over,” siger Rosa.